Heden

I min hjemby Pindstrup, ved den ene bygrænse, ligger der en hede. Når du går en tur på heden, glemmer du let tid og sted. Det er et sted, der kan få verden til at gå i stå. Et sted, hvor du tager hen for at samle dine tanker og for at glemme, at du eksisterer i en uperfekt verden, en verden der kan få dig til at føle dig så lille og så ubetydelig.

Men når du er på heden, er alt i et kort øjeblik helt perfekt. Du er i centrum. Det er dig, jorden drejer rundt om. Det er her, du kan lade tankerne få frit løb. Selvom du kan høre suset og energien fra bilerne, der kører forbi på den til tider travle vej, glemmer du alligevel, at den er der.

Der er altid en uforklarlig stilhed over heden, der lægger sig over dig, når du træder ud på den og går rundt for dig selv. Det er et sted, der rummer uskyldighed, barndom og nostalgi. Et sted fyldt med ro og minder.

Midt ude på heden står det flotteste, prangende egetræ, jeg nogensinde har set. Det står der i al sin pragt. Egetræet slår sine rødder blandt hedens travle og kriblende naturliv. Det står urokkeligt og kæmpestort midt på heden, som det altid har gjort. Det har stået der lige så længe, som jeg kan huske.

Faktisk har det stået der lige så længe, min mor kan huske, og selv dengang var det kæmpe stort. Ligesom jeg, har min mor også været på små skoleudflugter ud til heden for at se egetræet. Ligesom jeg, har min mor også siddet under egetræet. Siddet under det og fået til opgave at tegne det, male det, på sin helt egen abstrakte måde.

Egetræet på heden er noget helt for sig selv. Det er fantastisk at sidde der under træet og kigge op igennem den enorme krone, der ser ud til at rage langt op i himlen, ud i det uendelige. Kronen lyser i al sin pragt, når solen står højt over på himlen. Solstråler skinner ned igennem blade og grene og spreder små lysglimt på dig og på græsbunden omkring dig.

Hvis du lukker øjnene og mærker efter, kan du virkelig mærke, at du er i live. Du kan mærke en følelse af, at du kan give slip på det mylder af tanker, der har skabt en trafikprop i dit hoved. En følelse af, at omverdenen ikke behøver dig for en stund, og tiden bliver sat på pause. Du vælger at lade naturen omfavne dig og tage dig til sig, og du føler, at i dette øjeblik, er alt muligt. Du får et lille glimt af hvor perfekt verden kan være. Noget, man let kan glemme i hverdagens larmende travlhed.

Rikke Fur Petersen

Frihed ved Danmarks vestligste punkt

I et klitbelagt og hybenspækket område ligger Blåvandshuk Fyr. Det markerer Danmarks vestligste punkt. Den smalle grussti baner vejen fra parkeringspladsen frem til det 39 meterhøje fyrtårn. I den lille turistinformation loves der en naturskøn udsigt fra fyrtoppen. Dette må efterprøves.

Pulsen stiger. Turen til tops sker via 170 trætrappetrin. En velfortjent pause tages undervejs ved de små udkigsvinduer. Udsigten tegner allerede godt. Da vejrtrækningen er normaliseret, fortsætter turen.

Målet er i sigte. 162 trin er gennemført. Kroppen kravler op igennem en lille skakt med otte smalle trappetrin. Toppen er endelig nået.

Med bævrende knæ gribes rækværket. Vel og mærke et rækværk i navlehøjde – ikke noget med at få overbalance. Øjnene lukkes. Bølgerne fra Vadehavet og Vesterhavet mødes. Dette høres i form af en stille brusen. Huden føler den lette vind, og den løbende næse snøftes ganske let, så duften af saltvand og frihed kan finde sin vej.

Nu bliver øjnene slået op. Først kigges der ned. Der er langt. Øjnene kigger nu op – og ud. Alt virker så småt. Mod sydøst ligger bunkere fra 2. Verdenskrig i klitlandskabet. Ude i havhorisonten kendetegnes Horns Rev ved de mange vindmøller. Vindmølleparken står helt uforstyrret og drejer stiller rundt. Skorstene fra Esbjerg Havn stikker op. Røgen suser ud ad dem.

Mod nordøst ses der ud til Vejers Strand og Kallesmærsk hede. I kontrast til sydøst ligger dette område fredfyld og helt uberørt, uspoleret hen. Natur i form af klitter og vand ses, så langt øjet rækker. I dette øjeblik, med denne udsigt, sættes hverdagens ræs på standby. Ingen forpligtigelser, blot tid til nydelse og et kort sekunds frihed.

Baglæns ned ad otte trappetrin gennem en lille skakt. Tilbage til virkeligheden.

Lykke Rasmussen

 

Stormen før stilheden

For år tilbage skød kanonerne om sig i stor stil. De høje brag og følelsen af død og ødelæggelse dominerede tilværelsen. Det er nu væk, borte med blæsten – fortid. Når jeg i dag skimter ud over det kæmpe voldanlæg, står kanonerne bumstille. Krigen er slut – død – lige så vel som kanonerne.

Midt i min tankestrøm om død og ødelæggelse sanser jeg græshoppen, som ivrigt forsøger at larme i græsset med forhåbningen om at trænge igennem til mig. I forsøg på at vise, at der er håb – at der er noget levende til stede. Jeg aner vejen med de larmende biler i baggrunden, men blot i baggrunden. Uroen – larmen – ligger blot som en svag lyd i min underbevidsthed.

For her – lige her – oplever jeg, at min sjæl omgives af ro. Jeg bemærker de orange efterårsblade fra de omkringværende træer blafre i brisen. Jeg observerer græsstrå danse i vinden og kærtegne hinanden i et kys. Alt levende hører, ser, føler, dufter og nyder jeg – jeg ligefrem sanser det. Jeg betragter ænderne, som tigger om brød ved søens kant. Dagdrømmeriet afbrydes af tanken om hverdagen. Uden for hele denne idylliske atmosfære findes hverdagens larm og jag. Byen. Husene. Bilerne. Den daglige stress. Alt det seriøse, alt det alvorlige.

Fredericia Vold omkranser alt dette – den travle hverdag.

Det her er mit tilflugtssted, mit ”stress-af” sted og mest af alt – mit yndlingssted. Det er hjem – her på volden. Jeg kan spendere flere timer her. I dagtimerne dominerer volden, de smukke omgivelser og de mange følelser. Min tankestrøm er uendelig på denne lokalitet, men fortvivl ikke. Om aftenen, når mørket sænker sig over Fredericias voldanlæg, er det formentlig en helt anden oplevelse, for der er det dominerende – det tydelige, det fremtrædende – byens lys og hverdagens afskygninger og ikke længere det levende, det grønne, det frie og mest af alt – følelsen af ro.

Louise Lykkebo

 

 

 

 

 

Bag H.C. Ørstedsværket i Sydhavnen

Her lugter af tomhed.

Nogle vil sige, at det lugter af støv og beton, men her lugter af tomhed. Den forsøger at fyldes ud med en stikkende luft. Det stikker på huden, det stikker i næseborene og fryser min hjerne til. Den isnende kulde kravler ind under jakken og masserer følsomme punkter på ryggen og smyger sig ned ad rygsøjlen.

Så jeg drejer lidt rundt for at få varmen.

Jeg skal se ned mod asfalten for ikke at blive for svimmel, men jeg ved, at oppe i himmellegemernes nærvær er der røgskyer, der oser ud af tre gigantiske skorsten. Stadig er himmelen blå i flere nuancer, da mørket langsomt spiser lyset fra øst. Solnedgangen indrammer skorstenene i rødlige farvetoner langs den vestlige horisont, og man kan skimte solens rester gennem et stålhegn, der afgrænser fabrikkens omegn.

Jeg drejer lidt mere rundt – og på et tidspunkt glor jeg ind i et sort hul, så sort, som maling fra spraydåser kan blive. Hvis man går tæt nok på, kan man ane træets ujævne overflade, ja, malingens udtværinger langs den 170 meter lange graffitivæg. Det sorte hul ligner pupillen af et øje, og lynslag der slår ud mod tomhedens vakuum.

Jeg glor lidt på universets skabelse på væggen og følger evolutionens udvikling panoramisk, som sider der bladres hurtigt, sider jeg blot skimter uden ydre vurdering. I et overvældende sammenstød føler jeg mig klemt inde mellem industrialiseringens kendetegn og universets skabelse, og jeg undres over, hvorledes så meget historie kan være intensivt pakket ind ét sted, men her stadig kan være så tomt.

Vindstødene liver stedet lidt op. Det snurrer lidt i øregangen – lyder lidt som en kølig efterårsdag. Grafittivæggen slutter ved istiden, som om den fremhæver kulden. Mammutterne kunne godt vandre ud af illustrationerne og forene sig med den kommende nattefrost. Fabrikken overfor oser dog den mulighed væk og separerer de to verdener så vidt, at kun tomheden er tilbage.

Christina Steinhauer

 

Bjerre Strand – Humlebæk

Det er en varm julidag, og solen skinner højt på himlen. Jeg frydes ved det dejlige vejr, mens jeg går ned ad den asfalterede vej. I min taske har jeg badetøj, håndklæde og solcreme, så jeg er klar til at springe i det kølige vand, når jeg endelig når denne strand, jeg har hørt så godt om.

Fordybet i tanker om køligt saltvand på denne varme sommerdag, bliver jeg overrasket af et skilt, som leder mig mod højre. Jeg bliver ført ind på en knasende grussti omgivet af en allé af egetræer. Jeg kan mærke fugtigheden stige, idet jeg bliver mødt af synet af det krusende hav. Opmuntret skynder jeg mig hastigt videre, idet lyden af gruset under mine fødder stiger gevaldigt. For enden af stien vidner nogle henstillede cykler om, at der er andre mennesker, som har fået samme idé som mig. På min venstre hånd leder en lille stentrappe ned mod nogle gamle træskure. Da jeg bevæger mig forbi skurene, kan jeg nu genkende lyden af vandplask og en bådmotor i det fjerne. Jeg kan nu for alvor skue ud over stranden, idet jeg ser, at stranden ligger neden for en stejl skråning.

På toppen af skråningen fortæller mine øjne mig, at stranden udelukkende består af badebroer i træ omgivet af klippeskrænter til både højre og venstre. Små skikkelser bevæger sig rundt på broerne og ude i vandet, nærmest afskåret fra resten af verden. Jeg mærker den bagende sol, og jeg bliver nærmest misundelig på skikkelserne nede i det klare vand.

Opsat på at komme væk fra den stikkende sol beslutter jeg mig for hurtigt at komme ned ad den stejle skråning. Efter kort at have set mig omkring kommer jeg til den konklusion, at den eneste vej ned er den smalle stentrappe lidt længere fremme. De smalle trin gør det svært at holde balancen, så jeg bliver nødt til at holde om det bløde trægelænder for ikke at falde forover. Mens jeg stille og roligt bevæger mig ned ad den hårde stentrappe, kan jeg høre lyden af vandets skvulpen blive højere og højere. Trappen flader ud, idet den drejer til højre, og jeg kan næsten allerede føle det kølige vand omgive mig, da jeg når bunden af trappen.

Med hastige skridt finder jeg en plads, jeg kan stille min taske, og efter at have fjernet min T-shirt, er jeg klar til at springe i vandet. I småløb bevæger jeg mig mod enden af broen, mens mine lunger bliver fyldt af den salte havluft. Løbet afsluttes med et afsæt fra broen, og jeg når lige at få et blik af det fine sand gennem det klare vand.

August Andersen

Kong Christian den X’s bro i Sønderborg

Trænger du til at blive blæst igennem og fornemme håret, der danser på toppen af hovedet? Længes du efter solen stråler og bare tæer på den lune asfalt? Søger du hav og udsigt, horisont og historie?

Alt sammen er det samlet på et sted. Året rundt. I tide og utide. Udkigsposten på Kong Christian den X’s bro.

Hævet over vandoverfladen med en udsigt, der rækker fra Flensborg Fjord mod syd til Alssund mod nord. Kong Christian den X’s bro, der med sin prægtighed i sommerhalvåret hilser sejlende velkommen og sender dem op ad Alssund, forbi Sandbjerg Gods og videre op forbi Sottrupskov, hvor Nausten og Nydambåden hører hjemme.

Et brændpunkt, der huser så megen energi, intensitet og nærvær. Fra cyklister, der ivrigt træder til for at nå fra Jylland til Als, inden en ny broåbning finder sted, til turister, der i adstadigt tempo passerer broen med deres håbefulde blikke rettet mod  havnegabet og Sønderborg Slot.

Duften af bilos blandes med mågesang og barnegråd fra mødregruppen, der ihærdigt skubber af sted med barnevogne og indkøbsposer.

Så meget liv, så meget kraft og så mange indtryk samlet på et sted, for ikke at nævne historie.

Opførelsen af denne kombinerede bue- og klapbro fandt sted i 1925. I 1930 kunne en stolt Kong Christian den X. indvi den nye bro, der i forbindelse med genforeningen fik særlig betydning for sønderjyderne.

Sommersolen, der varmer asfalten op, så sandalerne synker i. Aner stranden, der er belagt af alle byens unge mennesker og iskiosken, hvis kø snor sig som en slange langs havnepromenaden.

I vinterhalvåret må man nærmest grave sig gennem den sne og slud, som bilerne har skubbet op langs broens fortov. Her gør store støvler underværker, og er man iklædt varmt tøj, så bliver det muligt at nyde udsigten ud over der gråblå sund, der syner koldt og halvt forladt. Enkelte kajakroere har begivet sig ud på det kolde vand og lader deres lange arme ro i takt med vindens sus og skubber is-flagerne omkring sig.

Amanda Sigrid Hallum Bendtsen

Luften i Askov er høj og gør sindet lyst

Det vil være synd at sige, at stedet gør meget væsen af sig. Det putter sig lidt i landskabet, og kun enkelte steder rager en kornsilo, en mast eller en skorsten op og gør sig til.

Tempoet i Askov er moderat; de 50 kilometer i timen, som færdsel i byzone foreskriver, bliver for det meste overholdt, og der hviler over Askov en beroligende forudsigelighed: Lige om lidt kommer vi forbi de gamle huse – og hist og her et af nyere dato. Så kommer vi til torvet, hvor vejen deler sig, og hvor man skal være en lille smule vågen og opmærksom på bilerne fra venstre.

Til højre dukker Brugsen op og lige bag ved kirken. På kirkegården får man indtryk af, at vi er havnet i la Cour-city; så mange af slægten ligger begravet dér. Foran kirken ligger dammen, hvor resterne af et sankthansbål, i ny og næ en cykel, et mylder af haletudser, åkander, bladsuppe, snadrende ænder og i de koldeste uger en ru og nopret is fortæller om årets gang. Om og om igen.

Lige overfor dammen ligger Askov Højskole – lidt tilfældigt i Askov, fordi tidernes ugunst efter 1864 gjorde det vanskeligt at drive højskole i Rødding, så derfor omplantede man Rødding Højskole – midlertidigt – til den søvnige, men på dansk jord beliggende, landsby Askov. Hvor den har ligget siden.

Når de mure taler, fortæller de historier om kærlighed. Hvorfor skulle man ellers tage på højskole, hvis det ikke er af kærlighed? Kærlighed til viden, til at gøre noget sammen – og til sig selv? Kærlighed til livet, det forbandede, til hende og ham, til dette og hint? Og troen på, at det nytter. Måske ikke nu og her, men så senere da.

Og når du trækker vejret i Askov; altså sådan rigtigt suger luften ind gennem svælget, ned i halsen og ud i lungerne, så er det, som om der er lidt mere ilt i den. Den beruser dig ikke, den gør dig ikke svimmel, men når du mærker efter, gør luften i Askov dig en smule mere lys i sindet og høj i tanken.

Måske er det Askovs historie, der har lagret sig i luften. Måske er det tætheden mellem ’langt ude på landet’ og ’midt i det hele’, som giver en afsmag. Måske er det bare, fordi Askov byder på høj luft til det lyse sind.

Men det er jo heller ikke at foragte.

Ole H.B. Andreesen,
Journalist og linjefagsleder,
Askov Højskole

 

 

Feddet er min verdens ende

Præstø Fjord omfavnes af den langstrakte og havskabte halvø, Feddet. Dette sted vender ande- og vadefugle hvert år tilbage til forud for det vigtige ynglested. På samme måde vender jeg tilbage år efter år. Forskellen på mig og fuglene er, at min tilbagevenden ikke er forudsat af en bestemt årstid eller ynglested. Tværtimod vender jeg tilbage for at indånde årstiderne, og for at være alene og samle mine frit flyvene tanker, ligesom fuglene slår deres vinger til ro for en stund her.
På halvøens bløde afrundende sydspids ligger verdens ende. Det er ikke verdens ende, men det er mit verdens ende beklædt med strandenge og rørsumpe. Det er her jeg befries fra mine melankolske åndedrag, og hvor jeg igen kan trække vejret frit.
Udsigten fra verdens ende minder på en midsommerdag om et idyllisk guldaldermaleri, hvor man med et skarpt øje kan ane jerseykøerne der græsser på Madderne godt en lille kilometer væk. Faktisk kan man også skimte tårnet fra Præstø kirke, hvis man vender sit blik mod venstre.
Mine udflugter til verdens ende tager altid sin start af blåbærstien, som tager mig ind i terrænet, hvor jeg straks omringes af blåbærplantager, gran, fyr, lærk og birk. Jo længere jeg nærmer mig den sydøstlige ende af halvøen, erstattes skoven af hede landskab som sjælden ses i det østlige Danmark.
For en østdansker som mig er lyngheden et imponerende syn. Hele året rundt græsser Skotsk Højlandskvæg med de lange horn og den tykke pels på heden.
Med naturen i højsædet og afrundingen af verdens ende, påbegynder jeg min gang tilbage langs Feddets østkyst. På østsiden strækker den ca. 4 km. lange sandstrand sig, som i strandkanten stifter bekendtskab med Faxe Bugt og går videre ud i Østersøen. Strandkanten er det meste af året et virvar af skaller fra blå- og sandmuslinger, der blander sig med dynger af blødt brunt tang, som man af lugten derfra ikke er i tvivl om, er ved at gå i forrådnelse.
Med tæerne i vandkanten slutter jeg min tur med ro i sindet og et sidste blik bagud.
Med en overbevisning om at vi ses igen, spreder jeg mine vinger.

Camilla Bruun Hansen

Lystrups nye baner sparker liv i venskaberne

Forårssolen rammer det dugvåde græs, de kridtmalede græsstrå bryder det grønne, og linjerne af hvid indrammer banen. Vinden blafrer blidt i nettet og får målets stolper og hegnet, som indrammer området, til at give en knirken. Vores fodboldstøvler giver den velkendte lyd, når de rammer de rå betonfliser, som ligger rundt om de bænke, vi sidder og snøre skoene på. Som når stiletterne rammer torvets brosten eller køernes klove stamper i staldens hårde gulv.
Det nye, træbeklædte klubhus med solfangere på taget og store vinduer, samt de ny-anlagte fodboldbaner, danner rammen for denne lørdag formiddag.
Vi er samlet, de gamle drenge og jeg. Snakken falder med det samme på storhedstiden, med de mange mål og grove tacklinger. Der bliver ikke sparet på grinene, og den ene anekdoter tager den anden. Dengang jeg scorede for midten tager ikke så mange hyldestråb, som jeg havde håbet på, men da vi taler om Nicolais fantastisk redning i skolefodbold, kan hyldesten ingen ende tage. Til gengæld får jeg rygklap, da der huskes mine gode tilråb under samtlige kampe.
Snakken falder også på nutid, som ingen rigtig har styr på, og på fremtiden, som alle uden tvivl nok skal få styr på, på et tidspunkt.
Da Lystrup fik bygget det nye klubhus og fik anlagt nye fodboldbaner, var jeg færdig med min fodboldkarriere, men følte stadig en stor glæde over alt det nye. For selvom jeg ikke træner fodbold længere, så betyder det nye klubhus og især de nye baner, at jeg endnu engang kan nyde at spille fodbold i min fritid.
At der er et sted, jeg kan samles med et par gutter fra folkeskoletiden, genleve vores storhedstid i klubben og påbegynde de små skader, som kommer til at fylde vores alderdom.
Jeg er begyndt at se frem til de mange timer, som skal bruges på de nye baner.
Når jeg til sommer vender hjem til Lystrup, efter et halvt år på højskole, er det med forventningerne om en masse tid brugt oppe i det klubhus og på de baner. Og måske jeg en dag får lov at se min søn eller datter skabe samme glæde med venner for livet.

Kasper Svinth Nielsen

Brødeskov Station tager mig fra ingenting til alting

Ned ad den lange bakke flyver jeg gennem luften på min cykel. Toget kører kun én gang i timen, jeg vil ikke risikere at komme for sent. Jeg har lige knap 3 minutter, inden toget kommer.
Jeg hopper af cyklen og trækker den løbende med mig hen for at trykke på knappen. Hvis jeg glemmer det, standser toget nemlig ikke. På Brødeskov station føles det som om, at toget kun kører lige så sjældent som sommeren sætter ind.
Nu lyser lampen, og jeg kan være helt sikker, på toget stopper og tager mig med.
Lidt forpustet skynder jeg mig de 20 meter, der er hen til cykelskuret.
Jeg har glemt min nøgle til min cykel igen, pis – tænker jeg højt.
Jeg trækker min cykel om bag skuret, prøver at stille den så langt omme bagved, jeg kan.
Der kommer nemlig tit et par mænd kørende ned på stationen i en stor varebil, de læsser deres lad med cykler. Både de låste og de ulåste. Det har jeg i hvert fald hørt.
Jeg kan ikke overskue tanken om at skulle komme hjem til mine forældre og fortælle, at jeg har mistet endnu en dyr cykel.
Jeg har lige akkurat 2 minutter, inden toget kommer rullende ind på stationen, og jeg går med hurtige skridt tilbage mod skinnerne og sætter mig i læ i det lille skur.
Jeg kigger mig omkring, og mit hjerte banker ikke længere så hurtigt, som det gjorde, da jeg kom susende ned af bakken til stationen.
Tiden går langsomt, når jeg sidder her og venter. Også selvom der kun er 1 minut igen. Mine øjne fanger teksterne i skuret. Der står skrevet noget over det hele i loftet, på træbænken og på skurets ustabile vægge. Der står skrevet både kærlighedserklæringer og bandeord, streget op med store tuscher og dårlig håndskrift.
Langt om længe kan jeg høre lyden af toget og ane det svagt i det fjerne. Det bremser langsomt. Jeg letter mine fødder fra Brødeskov station, stiger ind og mærker en lettelse.
Nu tager toget mig videre, til et sted jeg langt hellere vil være.

Laura Bitte Rossau