Mols-Linien kommer buldrende direkte mod den lille, men sagnomspundne ø Hjelm. Herfra siges det, at de fredsløse havde et falskmøntneri i 12-1300 – tallet. Mols-Linien har lige taget sin afsked fra Ebeltoft, hvorfra hele min skolegang og fritidsinteresser lå i min barndom, det er også byen, hvorfra jeg hver dag tog bussen de ca. 8 kilometer for at komme hjem, hjem til Holme.
Her sidder jeg nu igen og nyder udsigten over Kattegat, en udsigt jeg forlod for 6 år siden for at drage på efterskole, og derefter flytte min hverdag til Aarhus. Men det er en udsigt, som stadig er grunden til, at det er min fars hjem, og et sted jeg stadig føler som hjem, når jeg kommer her på besøg. Når jeg sidder her nu, sætter jeg mere pris på det, jeg sætter større pris på friheden ved stilheden, friheden ved lugten af gødningen fra de omkringliggende marker, der vidner om, at her skal man ikke forholde sig til byens travlhed og jag. Her skal jeg blot lægge mit fokus på, om jeg kan høre bølgerne fra stranden. Mens jeg i koncentrationen efter den friske lyd af bølgerne, der slår mod stranden, tager en dyb indånding, dufter jeg blandingen af havet og tangen. En duft, der dog bidder lidt i næsen og overdøves af den krasse møglugt, der kommer fra gården fra den anden side. Men lugten, der for år tilbage ville være genkendt af min hjerne som stank, genkendes nu nærmere, som et tegn på at jeg er hjemme.
Lader jeg blikket falde til venstre, fanger mit blik vindmøllebakken, en bakke hvorpå der stod fem møller da jeg var dreng, men med en idé om, at når man stiller nye op, skal man tage andre ned, blev de fjernet. Som om at man nærmest var bange for at lave for meget grønenergi.
Når vinden kom fra øst, slog vindmøllevingerne ned i Jernhatten. Jernhatten er et af egnens kendetegn. Fra Jernhattens bakketop har man fantastisk udsigt over området, og hvis man kigger godt efter, kan man se en hval nede i vandet, eller… For mange år siden, da vi med hiv og slæb fik vandret hele vejen op til toppen, sad der en mand deroppe. Han sagde til min far, at han minsandten kunne se en hval nede i vandet. Min far måtte desværre skuffe ham, og sige, at hvis man så godt efter, så lå den hele tiden stille, og at det blot var en stor sten. En stor sten vi flere gange har sejlet til i gummibåd for at bestige, det har dog hver gang resulteret i revne fødder, på grund af de mange muslinger der er groet fast – men det er jo hvad der sker med en strandet hval.
Jernhatten var i min barndom ejet af to ældre brødre, der boede sammen på Havmøllen, som de havde gjort de sidste mange år, de stod hinanden meget nært. Da den ene døde i et trafikuheld, gik der ikke længe, før den anden bror også døde, de hang sammen, lidt ligesom andre ting i min barndom. Jernhatten og hvalen, vindmøllerne og bakken, Mols-Linien og den evige kollision med Hjelm, og min far og udsigten i Holme. Måske det ikke vil blive ved med den sammenhæng, men det vil altid være sammenhængen for min barndom.
Janus Duus-Larsen
Her er VORES Danmark 