Alt er vand ved siden af Ærøfærgen

Følelsen af at være hjemme rammer, så snart jeg ser skroget af den bemalede færge på vej ind i havnen. Endnu stærkere bliver den, da færgemanden nikker og siger dav, mens han klikker på sit lille optællingsapparat. Genkendelsen er rar, synes jeg, og hjemlig. Andre finder den klaustrofobisk. Her er så lokalt, at man kan få øjenkontakt med folk; samtidig er her så globalt, at Metroxpress har opstillet en stand med gratisaviser på Svendborg Havn.
Turen op ad trapperne til salondækket bliver længere og hårdere i takt med den tid, jeg har været væk hjemmefra. Om det skyldes taskerne med vasketøj eller længslen efter trygheden og det, der altid vil være mit hjem, er uklart. I hvert fald drager jeg altid et lettelsens suk, når jeg er om bord og på vej.
Selvom alt er vand ved siden af Ærø, er det ikke noget, jeg rigtigt værdsætter på den her overfart. For der er for mange mennesker i agtersalonerne med de store panoramavinduer, så jeg har sat mig i mellemgangen ved siden af de enarmede tyveknægte og vandautomaten. Fra toiletterne lyder Dyson Airblades skingre hvæsen, hvis toneleje minder om lokalpatrioternes ophidsede diskussion om, hvor, hvordan og hvorfor færgen skal sejle.
”Velkommen om bord på M/F Ærøskøbing …”, siger damen i højttalerne, og jeg glæder mig sarkastisk over, at jeg er kommet med den rigtige færge.
”En gang dagens ret” er klar i kantinen, der egentlig har priser som en restaurant. Lidt efter kommer en ung mand gående med to tallerkner stegt flæsk med persillesovs. I hælene på ham dapper en ærøsk mangelvare: småbørnsfødder. Måden, han tager færgen på, afslører ham. Han er turist. Interesseret og uvant sætter han pris på udsigten gennem de vejrbidte vinduer og synes, det hele er eksotisk. Om lidt vil han spørge billettøren, hvor længe returbilletten gælder. Så vil billettøren svare, at det gør den i to måneder, hvorefter den lille familie grinende vil sige, at så længe bliver de slet ikke.
Overfartens 75 minutter snegler sig afsted med 22 kilometer i timen. Det bliver hurtigt kedeligt at se på folk, der tapper vand, så jeg rejser mig og går på toilettet. Jeg lader mine ting ligge, dels fordi jeg stoler på folk, dels fordi jeg ved, at hvis nogen endelig tager dem, har en eller anden set det. Hele tiden forsøger jeg at undgå at møde nogen, jeg kender, og dermed være nødt til at smalltalke og hilse hjemme.
Jeg har en fornemmelse af, at damen i højttaleren inden længe vil fortælle, at færgen er i havn om få minutter … Men da jeg kigger på uret, er der stadig 45 minutter, til vi er i land.

Louise Nørmark Olsen

Reklamer

Mit helle ved Nivå Havn

Vindens bevægelser leger med mine hårspidser, mens jeg med små dristige skridt bevæger mig rundt på de store ustabile sten. Jeg strækker armene, og som en linedanser forsøger jeg at finde balancen. Hvert et trin er et sats. I det næste hop lander fødderne på molen, som er omfavnet af Nivå Bugt med havneområdet bag sig. Længst ude har vandet farvet stenene sorte. Benene dingler udover kanten, mens øjnene hviler på det blågrønne vand og den salte duft trænger ind. Jeg er omgivet af vand. Det her er mit sted. Mit helle.
Hven ligger i en lige linje ud fra min plads. Jeg har tit haft lyst til at svømme derud. At lade vandet omfavne min krop og vaske tankerne bort.
Til højre er den tomme horisontlinje, der vidner om det ukendte. Til venstre dukker Helsingborgs blege og utydelige strukturer op. Solen får vandet til at glitre, og den varmer mine vinterblege kinder. Jeg lader vandet, vinden og solen tage mine bekymringer med sig.
Jeg går der fra med sørgmodige skridt. Virkeligheden kalder. Jeg lader foden hvile på den sidste marmorfarvede sten og sætter af mod det slidte græs. Stenen vipper, og jeg mister fodfæstet for en tid. Muskulaturen i min venstre ankel vrides af led. Med den kortvarige smerte malet i ansigtet tager jeg et sidste kig på havet, inden jeg begynder hjemturen.
Ved havnen ligger bådene, og jeg tænker på mulighederne, som de giver. De små runde bænkelignende træpæle kommer til syne. De er vidst beregnet til robåde, men bruges ofte til håndklædetørring. Jeg mindes, da jeg sad her for over tre år siden, for at sige farvel til en ven. Mine fødder bevæger sig væk, fortæller mig at det er tid til at komme videre.
Jeg stirrer på det sorte og venter på at den grønne mand skal lyse op og fortælle at vejen er fri. Til højre fører vejen til Humlebæk og Louisiana. Længere fremme sætter jeg mig på busstoppestedets bænk ved Nordre Strandvej. Skiltet vidner om natbussen, der kører til Rådhuspladsen i København. En enkelt gang har jeg taget den hjem.
Grusstien knaser, og jeg vælger den smalle sti bag tætte træer. Denne sti var magisk en gang. I mit sind ser jeg farverige blomster, ualmindeligt højt græs og en lille lyshåret pige, der går sin egen vej. Bag træerne ligger lysningen, hvor den udbrændte campingvogn stod. Som barn var det et spændende, men barskt syn. Jeg ved ikke om den stadig står der. Jeg tør ikke længere kigge.
Trætoppe titter op ad den dybe lergrav ved siden af grusstien. Guldtræet står der ikke. Det er egentlig bronzefarvet, men jeg døbte det guldtræet, da jeg var barn. Det stod så smukt. Nøgent, bladløst med bronzefarvede grene. Det lovede guld og grønne skove. Øresundstogets buldrende og klikkende lyde river mig ud af tankerne om træets løfte. Himlen bliver mere grålig og skyerne ligger som bløde svævende hovedpuder på himlen. Rækkehusene forenden af grustien kan skimtes.
Jeg er næsten hjemme.

Sascha Reiffenstein Petersen

En blomst i Maribos gågade

En mandag morgen går jeg gennem Maribo gågade og ser en butik blomstre på ny.

En tirsdag formiddag ser jeg kunder købe varer, som bier samler nektar

Onsdag middag ser jeg butikken stå i fineste pragt med næring til dens omgivelser.

Men en torsdag eftermiddag, da jeg ser butikken igen, er butikkens skilte gule som rapsmarker.

Fredag aften er butikken blot til pynt, som plukkede blomster i mit vindue.

Om lørdagen, i de sene aftentimer, er butikken visnet,

Og søndag nat går jeg gennem gågaden og ser et grønt nysået frø, der venter på at blomstre.

Mads Klitgaard Christensen

Mine minder memoreret i Marielundskoven

Selvom intet har ændret sig, har alt ændret sig. Marielundsøen i Kolding ligner sig selv, men meget vand har cirkuleret rundt siden sidst. Træerne er de samme, men bladene nogle andre. Jorden er den samme, men mange skosåler har sidenhen betrådt den. Et vidnesbyrd om årerne der er gået møder mig for alvor, da jeg indtager mit yndlingsspot på toppen af en skrænt. Her plejede Drachmanns og min bænk at stå, men nu er der blot to mærker i jorden. Her kunne Drachmann kigge ud til Kolding fjord, som ligger på den anden side af skovens udmunding. Hvis jeg kunne, ville jeg fortælle ham at udsynet sidenhen er blevet udvidet med en lystbådshavn, 7-eleven kiosk og et Supersygehus.
Jeg sætter mig i en blanding af tomme kapsler fra bogfrø og pudeblødt mos. Tilpas højt oppe til at sidde uberørt mellem mylderet af nye skud fra de tusinde bøgetræer. Stemmer nede fra den sti, der flugter rundt om den aflange sø, blandes med fuglekvidder. Mellem to træstammer kan jeg akkurat skimte det enorme kastanjetræ, som er solidt plantet ved søens venstre bred. Træet hvor jeg i hver efterårsferie kæmpede for at få fingrene i de sparsomme kaffebrune kastanjer. Med årerne blev jeg garvet, og kom altid ugen inden mine konkurrenter fik ferie.
Det halvgrumsede vand vugger roligt og genspejler de omkringstående træer. En gråand lader sit blågrønne hoved dykke undervands og stikker sin lysebrune rumpet i vejret. En træstolpe har fundet vej gennem vandets blanke flade. Fra min barndom husker jeg hvordan man sommetider kunne komme trissende og spotte et ranglet spøgelsesagtigt væsen stå fastfrosset på stolpen.  Ligesom jeg, er fiskehejren også blevet et sjældent syn i skovens omgivelser.
Som lille havde jeg et eventyrligt forhold til skoven. En lille idyllisk boble, hvor intet ondt kunne trænge igennem. Det ændrede dog ikke på de uhyggelige fantasi-historier, som jeg ved tiårsalderen fik udviklet. Var det virkelig en pistol jeg havde set ligge mellem rustne cykler og indkøbsvogne, da sortklædte dykkere ryddede søbunden? Og havde klassekammeraterne ret i at der fandtes en ”kondi-skubber”, som kom bagfra og skubbede folk i søen? Som jeg sidder her med to årtier på bagen og kigger tilbage, må jeg erkende at det tætteste vi kommer på en spændingshistorie, må være den om at ulven skulle være kommet til Danmark og have nedlagt indtil flere rådyr i Marielundskoven.
Jeg har efterfølgende set, at man har opført en ny Drachmann-bænk på skrænten ved siden af. Her promovere man stedet, som Drachmanns yndlingssted og har tilmed også opført en stander, hvorpå et af hans digte om skoven står skrevet. Jeg deler derfor Drachmanns og min hemmelighed med jer: det absolut bedste sted i skoven ligger på skrænten til venstre for den nye savsmuldsduftende egetræsbænk.

Karen Klærke

Med udsigt til barndommen fra Holme

Mols-Linien kommer buldrende direkte mod den lille, men sagnomspundne ø Hjelm. Herfra siges det, at de fredsløse havde et falskmøntneri i 12-1300 – tallet. Mols-Linien har lige taget sin afsked fra Ebeltoft, hvorfra hele min skolegang og fritidsinteresser lå i min barndom, det er også byen, hvorfra jeg hver dag tog bussen de ca. 8 kilometer for at komme hjem, hjem til Holme.
Her sidder jeg nu igen og nyder udsigten over Kattegat, en udsigt jeg forlod for 6 år siden for at drage på efterskole, og derefter flytte min hverdag til Aarhus. Men det er en udsigt, som stadig er grunden til, at det er min fars hjem, og et sted jeg stadig føler som hjem, når jeg kommer her på besøg. Når jeg sidder her nu, sætter jeg mere pris på det, jeg sætter større pris på friheden ved stilheden, friheden ved lugten af gødningen fra de omkringliggende marker, der vidner om, at her skal man ikke forholde sig til byens travlhed og jag. Her skal jeg blot lægge mit fokus på, om jeg kan høre bølgerne fra stranden. Mens jeg i koncentrationen efter den friske lyd af bølgerne, der slår mod stranden, tager en dyb indånding, dufter jeg blandingen af havet og tangen. En duft, der dog bidder lidt i næsen og overdøves af den krasse møglugt, der kommer fra gården fra den anden side. Men lugten, der for år tilbage ville være genkendt af min hjerne som stank, genkendes nu nærmere, som et tegn på at jeg er hjemme.
Lader jeg blikket falde til venstre, fanger mit blik vindmøllebakken, en bakke hvorpå der stod fem møller da jeg var dreng, men med en idé om, at når man stiller nye op, skal man tage andre ned, blev de fjernet. Som om at man nærmest var bange for at lave for meget grønenergi.
Når vinden kom fra øst, slog vindmøllevingerne ned i Jernhatten. Jernhatten er et af egnens kendetegn. Fra Jernhattens bakketop har man fantastisk udsigt over området, og hvis man kigger godt efter, kan man se en hval nede i vandet, eller… For mange år siden, da vi med hiv og slæb fik vandret hele vejen op til toppen, sad der en mand deroppe. Han sagde til min far, at han minsandten kunne se en hval nede i vandet. Min far måtte desværre skuffe ham, og sige, at hvis man så godt efter, så lå den hele tiden stille, og at det blot var en stor sten. En stor sten vi flere gange har sejlet til i gummibåd for at bestige, det har dog hver gang resulteret i revne fødder, på grund af de mange muslinger der er groet fast – men det er jo hvad der sker med en strandet hval.
Jernhatten var i min barndom ejet af to ældre brødre, der boede sammen på Havmøllen, som de havde gjort de sidste mange år, de stod hinanden meget nært. Da den ene døde i et trafikuheld, gik der ikke længe, før den anden bror også døde, de hang sammen, lidt ligesom andre ting i min barndom. Jernhatten og hvalen, vindmøllerne og bakken, Mols-Linien og den evige kollision med Hjelm, og min far og udsigten i Holme. Måske det ikke vil blive ved med den sammenhæng, men det vil altid være sammenhængen for min barndom.

Janus Duus-Larsen

Bakke, bjerg, busk ved Sædding-bjerget

På afstand ligner Sædding-bjerget en kæmpestor busk, men ved nærmere eftersyn er det langt mere. Trappen til toppen er godt slidt, og nogle af de 112 trin mangler, så benene skal strækkes ekstra langt.
Når jeg står på bænken her på toppen af bakken kommer øjnene vidt omkring.
På min venstre side lægger en masse huse, og et sted i blandt dem er mit barndomshjem. Siden jeg var lille, har jeg haft den vane at prøve, at finde det, dog ikke altid med held.
I midten er et lille grønt område med to bygninger, der mest af alt ligner to røde mursten. Det er idrætslokalerne på min gamle skole. Synet af dem bringer rigtig mange minder frem, det kan kun forventes når jeg har tilbragt ti år af mit liv der. Det er minder om en tid, hvor alting var enklere, men hvor man også glædede sig til at komme videre i livet.
Vender jeg blikket lidt mere til højre dukker havet op og de mange refleksioner solen laver i vandet. Igen begynder der, at dukke minder op i min bevidsthed. For derude et sted ligger Fanø, et sted bringer minder om sommer og knust kærlighed på samme tid.
Drejer jeg kroppen 180 grader, er det et helt andet syn der møder mig. Her er en stor del af bakken ikke dækket af buske, men bare grønt græs. Marker, enge, få huse, nogle dyr på græs og mennesker der ligner myrer, kan ses så langt øjet rækker. Med øjnene rattet denne vej bliver bilerne i det fjerne overdøvet af fuglenes sang. Tankerne kommer mere klart frem, her er ikke nogen forstyrrende elementer. Jeg tænker, at det er utroligt, at der findes et sted hvor man både kan se naturen og civilisationen i en 360 graders rotation.
Det med at tage op på Sædding-bjerget, specielt på solskinsdage som denne, er noget jeg har gjort mig rigtig meget. Her kan jeg være mig selv, tænke i fred, få tingene sat i perspektiv, finde inspiration og mærke vinden. Denne bakke, som bliver kaldt for et bjerg, er mere end bare en stor busk. Det er et samlingspunkt, en skillelinje, et tænkested og et sted hvor jeg kan lade minderne flyde frem.

Jakob Klemmentsen

Mit Elev – min muld

Elev er en af de byer, som lige præcis har alt, hvad man skal bruge i et liv.
Byen besidder ikke andet end det højest nødvendige, men alligevel lige nok.
Jeg har længe følt, at den lille landsby var søvndyssende og nærmest kvælende. Min udlængsel blev for stor, og jeg rejste væk, men nu hvor jeg er tilbage, ser jeg tingene helt anderledes.
Jeg slentrer en tur på Stokbrovej, som er den eneste halvstore vej i byen.
Den hvidkalkede kirke pryder horisonten omgivet af marker, som strækker sig nærmest uendeligt.
Der er et postyr af mennesker, som vrimler ind og ud af kirkelågen, som myrer i en tue.
Solens stråler lægger en dyne over dem og får den hvide kjole til at stråle, mens det lille barn småpludrer.
Jeg fortsætter langs de gule rapsmarker, hvor jeg legede skjul med de andre. De gyldne marker var et helt ukendt og uoverskueligt areal, hvor den modsatte grøft var landegrænser væk. I dag ved jeg, at marken ender ved midten af Ørnstrupvej, og at det tager omtrent 5 minutter på cykel.
Snart når jeg Elev Skole, hvor jeg lærte min første abc, og at man ikke kan lege med både Louise og Kamilla, hvis ikke Katja må være med.
Det var her, jeg færdedes indtil 5. klasse, hvorefter skolen sendte os længere ud på landet.
Jeg vendte tilbage til Elev, da jeg skulle konfirmeres og stod i hvid kjole og strålede om kap med solen og kirkens mælkehvide mure. Vi mærkede forventningens glæde til at være voksne, men mest af alt til fest og gaver.
Herefter begyndte udlængslen. Der blev for trangt og kedeligt og jeg flyttede væk. Jeg skulle have det hele på afstand, have mig en uddannelse og et ungdomsliv. Et mønster de fleste landsbyer må kende til. De kan ikke holde på de unge, som kvæles i idyllen, og må sende dem afsted med håb om, at de vender tilbage som voksne.
Og det gør vi jo. Jeg spejder ud over markerne og kan mærke en tilhørsfølelse som aldrig før. Mine fremtidige børn, som jeg næsten endnu ikke har skænket en tanke, må ikke snydes for det her. De skal kunne lege på stikvejene uden frygt for fræsende biler. De skal have så trygge og idylliske rammer, at de næsten føler sig klaustrofobiske, når de vokser sig for store til at være deri, fordi jeg ved, at de i sidste ende ikke vil have været det foruden.
Videre på min tur passerer jeg et par unge forældre med en barnevogn nok på vej til den lille børnehave Krokodillehaven for enden af vejen. Det var der, jeg mødte min første kæreste og spiste myrer i den cementbelagte gård, mens pædagogerne fik sig en sludder og en kop kaffe i skyggen.
Der skyder nye bygninger op på marken, hvor vi ledte efter småkravl i biologitimerne. Byen bliver større. Jeg genkender følelsen af kaos og udsigten til noget nyt, men jeg skal vænne mig til, at min lille by også undergår den udvikling.
Jeg går videre og har snart været gennem hele byen. Tro mig, det er ikke et ambitiøst projekt, stedet har som sagt kun én halvstor vej.
Jeg når kirken. Her sætter jeg mig på en bænk i solen og lader tankerne vandre, mens jeg skubber skoene af og lader mine fødder mærke mulden. Min muld.

Cæcilie Dohn Christensen