Præstø Fjord omfavnes af den langstrakte og havskabte halvø, Feddet. Dette sted vender ande- og vadefugle hvert år tilbage til forud for det vigtige ynglested. På samme måde vender jeg tilbage år efter år. Forskellen på mig og fuglene er, at min tilbagevenden ikke er forudsat af en bestemt årstid eller ynglested. Tværtimod vender jeg tilbage for at indånde årstiderne, og for at være alene og samle mine frit flyvene tanker, ligesom fuglene slår deres vinger til ro for en stund her.
På halvøens bløde afrundende sydspids ligger verdens ende. Det er ikke verdens ende, men det er mit verdens ende beklædt med strandenge og rørsumpe. Det er her jeg befries fra mine melankolske åndedrag, og hvor jeg igen kan trække vejret frit.
Udsigten fra verdens ende minder på en midsommerdag om et idyllisk guldaldermaleri, hvor man med et skarpt øje kan ane jerseykøerne der græsser på Madderne godt en lille kilometer væk. Faktisk kan man også skimte tårnet fra Præstø kirke, hvis man vender sit blik mod venstre.
Mine udflugter til verdens ende tager altid sin start af blåbærstien, som tager mig ind i terrænet, hvor jeg straks omringes af blåbærplantager, gran, fyr, lærk og birk. Jo længere jeg nærmer mig den sydøstlige ende af halvøen, erstattes skoven af hede landskab som sjælden ses i det østlige Danmark.
For en østdansker som mig er lyngheden et imponerende syn. Hele året rundt græsser Skotsk Højlandskvæg med de lange horn og den tykke pels på heden.
Med naturen i højsædet og afrundingen af verdens ende, påbegynder jeg min gang tilbage langs Feddets østkyst. På østsiden strækker den ca. 4 km. lange sandstrand sig, som i strandkanten stifter bekendtskab med Faxe Bugt og går videre ud i Østersøen. Strandkanten er det meste af året et virvar af skaller fra blå- og sandmuslinger, der blander sig med dynger af blødt brunt tang, som man af lugten derfra ikke er i tvivl om, er ved at gå i forrådnelse.
Med tæerne i vandkanten slutter jeg min tur med ro i sindet og et sidste blik bagud.
Med en overbevisning om at vi ses igen, spreder jeg mine vinger.
Camilla Bruun Hansen
Her er VORES Danmark 